|
RAMSING Slægten |
|
- En slægt gennem 1300 år |
|
Jens Christian Ramsing præsten der døbte H.C. Andersen - og ridder af dannebrog |
|
Jens Christian Ramsing.
Iflg. bispearkivet blev Jens Christian Ramsing den 18. oktober 1805, re-siderende kapalan ved Sct. Hans kirke i Odense og sognepræst til Høybye , beskikket til sognepræst for Harlev – Framlev i afdøde Ole Flensburgs sted. Der knyttede sig nu den betingelse til embedet, at præsten fra nådens årets udløb betalte 70 rigsdaler årligt til det oprettede seminariefond.
At det ikke altid faldt præsten let at få pengene fra, ser vi af et brev fra ham 13. marts 1815, hvori han anmoder om fritagelse for afgiften, da det kniber at klare forsørgelsen af hans familie. Han giver som begrundelse, at han i de 10 år, han har boet i sognet, har fået børneflokken forøget med otte børn. Det kunne dog ikke bevilges.
Vi ved, at der virkelig var mange munde at mætte. På Harlev kirkegård står der en sten over provst Ramsing og hans hustru, og nederst på stenen står, at hun var en kærlig moder til 20 børn.
Ved det sidste barns fødsel har provsten skrevet: Dette var den tyvende og forhåbentlig den sidste.
Folketællingen viser, at børnene ikke blev gående længe hjemme, men at der i øvrigt var mange andre, der hørte til husholdningen. 1834 havde en enke og en huslærer ophold foruden 8 tjenestefolk. Provsten havde ord for at være en dygtig landmand og drev selv præstegårdens 70 tdr. land, men der var jo ingen maskinkraft til hjælp. Nogle år senere måtte han også tage sig af en datter og hendes fire børn.
Provst Ramsing har været afholdt og respekteret, han omtales som en af sognets mest godgørende mænd, men også en af de fattigste, og det forstår man. De gamle fortæller, at det var en høj og værdig herre at se på. Hver formiddag gik han en tur i østmarken og ned langs vejen til Skibby, der dengang var meget sandet. Han havde en gangsti, der var to alen bred, så der kunne gå to ved siden af hinanden. Han havde altid en datter under armen, når han gik sine ture og var klædt på med høj hat, lang sort frakke med to rader sølvknapper, en vest med sølvknapper, fløjlsbukser med spænde af sølv ved knæene og hvide strømper og sko. Hvis vejret var dårligt, gik han i lange ridestøvler.
Hver eftermiddag gik han op i den anden mark langs den gamle sognevej. På det højeste punkt var der en kæmpehøj, og her satte provsten og hans datter sig. Klokken 15 kom Søren Nielsen fra Harlevgård. De talte sammen om alt muligt en time og gik så hver til sit.
Der var virkelig også nok at tænke på for provsten som præst, husfader, landmand og efterhånden hele sognets fader, som man søgte råd hos. Tillige var Ramsing formand for skolekommisionen, et meget tidskrævende og utaknemmeligt arbejde.
Det var egentlig skolepatronerne, der skulle tage sig af vedligeholdelsen og økonomien. Udgifterne blev lignet på hartkornet, og det gik udmærket med de fleste af selvejerbønderne, men skolepatronen på Lyngbygård var en uvillig herre, og hans fæstebønder i Framlev var ikke bedre. De måtte ofte pantes for deres bidrag.
Det og meget andet betød en stor og besværlig korrespondance. Ramsing måtte tage sig af alt skolen vedrørende, ellers skete der intet.
I 1831 prøvede han at finde et bedre kald og søgte bl. a. Ballerup – Mållev sognekald, men det lykkedes ikke.
Provst Ramsing ansøger så i 1836 om at måtte få tildelt en personlig kapellan og foreslår en slægtning, cand. theol. Jørgen Otto Fabricius.
29. november 1836 beskikkede Hs. Majestæt Fabricius til kapellan for 200 rigsdaler om året + kost, logi, varme og vask, fri befordring samt en offerdag årlig af menighederne og krav om tilmelding til pensionskassen.
Den senere svigersøn blev der til 1843, før det lykkedes ham at få embede.
Den næste kapellan blev Christian Peter Georg Kampmann, om hvem biskoppen skriver, at han var god til at prædike. Han blev senere sognepræst i Hjørring. Den sidste R. M. Schmidt, senere Feldballe var hjælpepræst fra 1849 til 1852.
Der var imidlertid et andet stort problem, der optog sindene. Kirkegården var blevet for lille. Ramsing prøvede ar trække tiden ud og foreslog en ny assistentskirkegård nord for vejen, men udvalget foretrak kirkebanken ned mod baronessens gård. Det endte med, at myndighederne tilsluttede sig det sidste forslag, og kirkesynet holdt fast ved, at sagen ikke tålte udsættelse.
Det betød, at den daværende indkørsel til præstegården måtte lukkes og en ny etableres ved at nedbryde et fag i enden af ladebygningen, der dengang lukkede præstegården ind mod kirkegården.
Gamle Ramsing var ikke glad for at komme i gang med det, men der var ingen vej udenom.
12. marts 1844 kom der brev fra kancelliet i anledning af Ramsings 50 års jubilæum. Hs. Majestæt ønskede, at Ridder af Dannebrog, provst Jens Christian Ramsing, tildeles Dannebrogsmændenes hæders-tegn.
1852 var det slut med kræfterne, og 12. marts 1852 kunne følgende læses i Aarhuus Stiftstiende:
Den 2den d. m. kaldte Herren ved døden til sig vor kære trofaste fader, præpositus emeritus Jens Christian Ramsing, sognepræst i næsten 46 år og 5 mdr. for Harlev og Framlev menigheder, Ridder af Dannebrog og Dannebrogsmand. Han havde tjent sit fædreland som præst i næsten 58 år og opnåede en levealder af 84 år og 5 måneder.
Gud lod ham i sin nåde beholde han lyse ånd lige indtil det sidste og opfyldte han inderlige ønske om hvile i det høje og om genforening med hans for tre mdr. siden forudgangne hustru. Idet vi bekendtgør dette for fraværende slægt og venner, takker vi tillige hjerteligst alle dem, der ledsagede hans støv til gravens ro. Han efterlader sig et hæderligt minde og taknemmelige børn.
I anledning af provstens bortgang skrev førstelæreren i Harlev i samme avis et stykke, der giver et godt billede af tidens måde at udtrykke sig på.
Tanker ved højærværdige hr. provst ridder Ramsings dødelige afgang.
Ærværdige olding! Dit ønske Gud hørte. Thi ”Genforeningens dag” nu oprandt. Af nåde ved Christum, din Herre dig førte. Til Guds børns frihed. Vi ved, det er sandt. At kun over Kedron, gennem mørkeste dale. Går vejen til det yndige Zion – vor lyst – til salig ånder – Guds ord så jo tale – Til bortdøde kære, som her var vor trøst. Dit sidste dødssuk var en salig forlængsel. ”At være med Christo” i Himmelen blid. Mod hvilket vort hele jordliv er et fængsel. En verdslig forvirring, en åndelig strid. Vi selv som et rør, en rygende tande. Ej mægtig, ej værdig at skue Gud hist. Dig, ene ved nåden, formå vi at lande – O, salige trøst, hos dig Herre Christ. Til salig beskuelse Herren hjemkaldte Sin gamle trofaste tjener til ro. Hans mange stridsdage de er nu endte. Den trætte husvalelse i Himmelens bo!
Rasmus Erichsen Lind.
Nogle dage senere fremkom i avisen en auktionsannonce, der giver et eget stemningsbillede fra den gamle præstegård:
Den 5. april om formiddagen kl. 9 bliver iflg. skifterettens foranstaltning, i Harlev præstegård ved offentlig auktion bortsolgt af det stervboet efter ridder og dbmd. provst Ramsing og tidligere afdøde hustru tilhørende ind-og udbo samt besætning, såsom: stole, sofaer, borde, skabe, chatoller, komoder, stueure, spejle, klædeskabe, sengeklæder, dækketøj ect. En stor del gode theologiske og andre brugelige bøger, køkken- og bryggersredskaber, kobber- og messingkedler, en skorstensindretning, gryder, pander, kar, baljer, 4 heste, 10 stk køer foruden kvier og kalve, får, 1 gris samt vogne, plove, harver og andre avlsredskaber m.m..
Det bemærkes, at auktionen begynder præcis kl. 9, og at den bliver fortsat den flg. dag, såfremt alt hvad boet tilhører ikke den første dag kan blive solgt. Lysthavende indbydes. Hasle m.fl. herr. kontor d. 15/3 1852.
B. S. Brorson
Teksten gengivet fra:
http://www.harlevframlev.dk/Default.aspx?ID=174
|
