RAMSING Slægten

- En slægt gennem 1300 år

Riddernes ordens bånd - historien bag

Tilbage til ordener og ridder i Ramsing slægten .. Klik her

Ridderordenens start:

Johanitterriddernes orden blev oprettet som et næstekærligt broderskab i Jerusalem af nogle købmænd fra Amalfi. De havde set den nød og elendighed, som herskede mellem de pilgrimme, som strømmede til Jeru-salem fra hele vesten. De oprettede derfor i 1065 et hospital udenfor Jerusalem. Hospitalet blev indviet til Johannes Døberen (Sct John).

I 1067 indtog tyrkerne Jerusalem, og strømmen af pilgrimme indstilledes. Men da korsridderne tilbageero-brede byen i 1099, stod hospitalet klar til at modtage og behandle de sårede krigere.

Det er registreret, at hospitalet kunne huse mere end 1100 patienter, samtidig med, at mange blev be-handlet ambulant. Mange af de riddere, som blev behandlet på hospitalet, sluttede sig til broderskabet.

 

I 1113 blev ordenen godkendt af Paven og fik tildelt det røde flag med det hvide kors som banner. I de følgende år udviklede ordenen sig, og den erhvervede fast ejendom mange steder i Europa, og der blev oprettet mange underafdelinger, hvoraf nogle stadig eksisterer. Efterhånden påtog ordenen sig militære opgaver for bl.a. beskyt-te pilgrimmene på deres farefulde færd.

 

Efterhånden skiftede ordenen mere og mere karakter af en militær organisation, som påtog sig at besvare kristendommen og dens hellige steder. Og ordenen modtog stor støtte af pavestolen og fyrsterne i vesteuropa. Da Jerusalem i 1187 faldt i hænderne på araberne (anført af den kendte Saladin), rykkede ordenen nordpå i det hellige land.

 

Her blev de i næsten 100 år, indtil de efter en langvarig belejring måtte søge asyl hos kongen af Cypern. I de 18 år, de var på Cypern, byggede de et hospital og en stor borg.

 

 

 

 

Ridderne på Rhodos:

I 1306 dukkede de så op på Rhodos. Deres ophold, som varede 213 år, inden de blev fordrevet til Malta, har efterladt sig blivende spor i form af forsvarsværker, mure, hospitaler, herberger og paladser.

Ridderne var opdelt i 3 grupper: 1: ridderne "De kæmpende brødre", 2: præsterne og 3: "De tjenende brødre" (sygeplejerne).

Ridderne, hvoraf der ikke måtte være mere end 600, var almindeligvis adelsmænd eller professionelle soldater fra de vestlige, katolske lande i Europa.

Medlemmerne var opdelt i sproggrupper: "tunger": Frankrig, Italien, England, Tyskland og Spanien (som senere blev opdelt i Aragonien og Kastilien). Latin var det fælles, officielle sprog.

Johanitternes leder, som kaldtes stormesteren, blev valgt på livstid. Ridderne boede i et afgrænset område af byen, Kast-ellet. Her havde stormesteren sit palads, og her havde hver tunge sit herberge. Mange af disse lå i Riddergaden.

Riddernes påklædning var i fredstid en sort kappe med et 8-takket hvidt kors på brysten. Vi kender det måske bedst som det malteserkors, som før i tiden prydede produkterne fra De Danske Spritfabrikker.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Det hvide kors (for renhed) sad selvfølgelig på venstre side af brystet. Korsets 4 store arme betegner de 4 kardinaldyder: forsigtighed, mådehold, retfærdighed og styrke. De 8 spidser står for de ridderlige dyder: et roligt sind, godhed, anger, tålmod, retfærd, barmhjertighed, oprig-tighed og standhaftighed. Krigsdragten var en rød kappe med et simpelt hvidt kors.

Johanitterriddernes banner var som krigsdragten rødt med et hvidt kors - altså magen til det danske flag. Dog er der den forskel, at de hvide felter i riddernes banner er af samme størrelse.

 

Vi kender alle det gamle sagn om Dannebrog, som "faldt fra Himlen ned"

under slaget ved Lyndanis i 1219. Valdemar Sejr var på et korstog mod

det hedenske Estland, med Pavens velsignelse.

På udturen førte hæren og flåden Valdemars blå og gule løvebanner.

Biskop Theodorik - dengang var biskopperne mere krigeriske end

de er i dag - blev overfaldet af estlænderne, og der opstod en

voldsom kamp. Foran biskoppens telt vajede johanitterriddernes

røde banner med det hvide kors.

Biskoppen faldt, men danskerne vandt en overvældende sejr og

på vejen tilbage til Danmark vajede sejrsfanen - det rødhvide korsflag

over flåden, og dette smukke flag har siden været Danmarks nationalflag.

 

I 1480 var freden forbi på Rhodos. En stor tyrkisk flåde dukkede og og opfordrede stormesteren til overgivelse. Dette blev selvfølgelig afslået, og fjenden gik i land, samtidig med, at de tyrkiske krigsskibe begyndte at bombardere havnen.

Man måtte hurtigt begrænse sig til at forsvare Rhodos by. Det første angreb blev slået tilbage. Ridderne mødtes til fromesse i Johanneskirken.

 

Stormesteren meddelte, at det stod enhver frit at forlade øen, men alle uden und-tagelse svor ham evig troskab. Endnu engang stormede tyrkerne, men efter store tab blev angrebet slået tilbage. Tyrkerne satte endnu et voldsomt angreb ind, og det lykkedes dem at plante deres standarter på fæstningsværket. Men fanerne blev revet ned og fjenden fordrevet.

I forsvaret deltog ikke blot ridderne og lejesoldaterne. Men også den lokale befolk-ning deltog. Midt under kampene blev en opmuntrende meddelelse fra Paven og den franske konge smuglet gennem belejringen. Det lykkedes tyrkerne at få slået hul igennem forsvarsværkerne. Men til deres overraskelse udnyttede de belejrede dette hul til et voldsomt udfald, og tyrkerne tog flugten i vild forvirring.

Men tyrkerne havde ikke opgivet Rhodos. I 1522 vendte de tilbage med et kæmpe flåde på 300 skibe med ca. 150.000 mand.

Denne hær var udstyret med de mest moderne våben. Overfor denne styrke mønstrede forsvarerne 650 riddere, 6.000 frivillige rhodesere og 4.500 kretensere.

Efter voldsomme angreb og heroisk forsvar måtte man overgive sig til den overlegne fjende. Julenat blev den sidste messe afholdt i Johanneskirken - kun ca. 200 af 650 riddere var stadig i live.

Nytårsnat forlod Johanitterridderne Rhodos. Mere end 5.000 af øens befolkning havde sluttet sig til dem. Tyrkerne stillede skibe til rådighed for flygtningene, som styrede vestpå til Kreta.

De næste 7 år flakkede ridderne rundt i Italien og Frankrig. Karl V frygtede, at tyrkerne ville indtage Malta og bruge det som et brohoved til Sicilien, hvorfor han tilbød Johanitterridderne at overtage og forsvare Malta.

 

 

 

 

 

Ridderne på Malta:

I marts 1530 fik ridderordenen Malta og Tripoli i len. Den årlige lensafgift var 1 stk levende jagtfalk, betalingen skulle falde til den sicilianske vicekonge på allehelgeners aften i november.

I oktober 1530 ankom ridderne under ledelse af stormeste Philippe Villiers de L'Isle Adam til Grand Harbour og ankrede op ved nedenfor fortet Castello a Mare, Birgu. I begyndelsen var ridderne ikke begejstrede for deres nye hjem, som de fandt tørt og ufrugtbar sammenlignet med Rhodos. Men de måtte forsøge at få det bedste ud af situationen.

 

Men freden varede ikke længe. Endnu engang forsøgte tyrkerne at udvide deres territorium. I juli 1551 invaderede tyrkerne øen Gozo og den samlede befolkning - anslået til 5.000 personer - blev bortført som slaver til Libyen. Men det skulle blive værre.

 

Den 18. maj 1565 nærmede en tyrkisk flåde på 138 krigskibe sig øen. Ca. 38.000 soldater blev landsat ved Marsaxlokk. 11 dage senere ankom yder-ligere 38 skibe med 3.000 mand. Anføreren var den navnkundige Dragut. Belejringen startede med et angreb på Fort St. Elmo. Mere end 70.000 kanonkugler skal være blevet affyret under angrebet, og Dragut selv faldt.

 

Den 23. juni faldt fortet i hænderne på tyrkerne. De overlevende riddere og soldater blev torteret, og deres lig bundet til trækors, som blev kastet i vandet ved Grand Harbour, så de kunne flyde over til de forsvarende styrker.

Mens angrebet på St. Elmo fandt sted, arbejdede stormester Jean de la Valette på at forstærke forsvarsværkerne omkring byerne Birgu og Senglea. Det samme gjaldt forsvarsværkerne omkring Mdina.

60 dage efter St. Elmo's fald kom forstærkninger på 600 soldater og 44 riddere fra Italien. Tyrkerne kastede sig nu med stor vildskab over Birgu og Senglea. Men ridderne og den maltesiske befolkning holdt stand, og tyrkerne mistede 2.500 mand under et enkelt angreb. Forsøg på at indtage Mdina slog også fejl.

Efter yderligere forstærkninger fra Italien hævede tyrkerne

belejringen den 8. september 1565 - en dato som stadig fejres på øen.

Mere end 9.000 mistede livet under belejringen. Øens fæstningsværker

og de fleste bygninger lå i ruiner. Mange af rid-derne havde lyst til at f

orlade øen, men stormester Jean de la Valette (billedet) ønskede at

genopbygge byen og øens for-svar og han rettede en bøn til paven

om hjælp.

 

Paven sendte Michelangelo's assistent, Francesco Laparelli

for at hjælpe med at udforme en by-plan. Byen, som i dag er

Maltas hovedstad, bærer navn efter denne store stormester.

Mange af de paladser, som blev bygget af ridderne, anvendes i dag

til regeringskontorer.

For at blive ridder måtte en ansøger være søn af adelige forældre,

og ordenen gennemførte et veritabelt krydsforhør. Ridderne var

inddelt i 'sproggrupper' kaldet 'tongues'. Disse var: Provence,

Auvergne, France, Aragon, Castille, Italy, Germany og England.

Efter reformationen var England ikke længere repræsenteret.

Stormesteren havde den uindskrænkede magt over ordenen.

Han blev valgt for livstid. Dette skulle ske senest 3 dage efter,

at hans forgænger var afgået ved døden. Årsagen til dette 'hastværk'

var primært at sikre, at pavestolen ikke forsøgte at blande sig.

Det er interessant at bemærke sig, at 54 af de 68 stormestre var af fransk oprindelse.

Da malteserordenen blev anerkendt som en religiøs orden af pave Pascal II, måtte ridderne ind-stille sig på at adlyde krav som kyskhed, fattigdom og lydighed, jvf. Matthæus III, 28.

Herudover måtte en ridder efterleve de 8 bud, som knytter sig til de 8 spidser på deres symbol: tale sandt, have tro, angre sine synder, vise ydmyghed, elske retfærdighed, vise barmhjertighed, være oprigtig og kunne udholde forfølgelse.

Som tiden gik blev riddernes berettigelse som en militær orden stadig mere overflødig. Da den franske revolution brød ud, blev mange af de franske riddere i tvivl om, hvor deres loyalitet lå. 

1791 blev ordenens besiddelser i Frankrig konfiskeret. Den 10. maj 1798 dukkede Napoleons flåde op i Valletta, og stormester de Hompesch overgav sig til Napoleon, uden at et skud blev løsnet. Ridderne forlod straks Malta, og 6 dage senere forlod også Napoleon øen.

 

 

 

 

Riddernes hospital på Malta:

Riddernes hospital Sacra Infermeria (det hellige hospital) ligger i nærheden af Fort St Elmo med sin imponerende front mod Grand Harbour - hospitalet har en længde på 151 meter - ret imponerende selv i dag. Det begyndte sin funktion i 1574 under stormester de la Cassiere og opnåede hurtigt status som ét af de bedste hospitaler i Europa.

I 1676 blev oprettet en skole for anatomi og kirurgi. I 1712 blev hospitalet udvidet med et apotek og et kapel. Hospitalet havde plads til ca. 900 senge til patienter. Riddere og soldater blev behandlet på én etage, mens den menige befolkning, inkl. tiggere, slaver og andre blev behandlet i den underliggende etage, Man kunne måske have forventet, at det fungerede som et rent militærhospital, men det var i virkeligheden et af de første tilløb til offentlige hospitaler. (Det må dog indrømmes, at hospitalet alene behandlede mandlige patienter).

Det var den franske del af ordenen som havde ansvar for hospitalets drift. Samtlige riddere - fra stormesteren til yngste novice - tog sig af de syge og serverede mad til patienterne på sølvtallerkener. En del af sølvtøjet forsvandt under den franske besættelse 1798-1799, men en del kan dog sammen med andet hospitalsudstyr ses på National Museum of Fine Arts. Den medicinske behandling var af høj kvalitet, og alle patienter kunne komme under behandling uanset religion.

Da ridderne blev tvunget bort fra øen, overtog Napoleons tropper bygningen og ca. 300 sårede blev indlagt. Men allerede i 1800 blev franskmændene smidt ud, hvorefter englænderne rykkede ind. De omdøbte hospitalet til 'Garrison Hospital' eller 'Station Hospital'. Under Krimkrigen 1854-56 blev hospitalet taget i brug til pleje af sårede soldater.

I 1859 havde Florence Nightingale foreslået, at der blev indrettet et mere permanent hospital i byen Valletta. Under 1. ver-denskrig tjente Malta som Middelhavets sygeplejerske. Alene fra kampene ved Galipoli blev mere end 2500 officerer og mere end 55.000 menige behandlet på maltesiske hospitaler.

I 1920 blev bygningen taget i brug som politihovedkvarter, indtil begyndelsen af 2. verdenskrig, hvor bygningen blev svært beskadiget under bombardementerne.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

.