Af Poul Ramsing selv
Store X-mas dag
Fredag den 5. november var det ”store X-mas” dag. Vi spillede traditionen tro ved udbringningen af denne skønne øl og nåede at besøge 22 barer og restaurenter – dog heldigvis uden øl hvert sted. Vi fik spillet de obligatoriske 3-4 numre med hyldestsange til Ceres – en dejlig aften. Sidst på aftenen meldte der sig helt abstrakt det mystiske spørgsmål: hvordan er det gået til, at jeg går rundt i min gamle fødeby og spiller musik? Hvad skete der? Synet af gamle steder og huse samt indtagelse af nogle X-mas’er har nok sat tanker i gang.
Undskyld kære læser, men her bliver jeg lige nødt at spole tilbage til 50’erne
selv om det er et ganske stort spring. Først og sidst handler det om musikglæde
og swingmusik. Vi havde i ’49 dannet en kvartet, hvor vi dyrkede jazzen inspireret
af de rigtig gode orkestre, der faktisk gæstede byen. Selvfølgelig spillede vi også
grammofonplader – på 78 omdrejninger!
Tænker man tilbage, var folk faktisk fattige for nu at sige det banalt, men vi var
nu lykkelige alligevel. Vi anvendte kun brugte instrumenter, da nye var utænkelige
Jeg husker også, at der i DMF’s tarif fra dengang omtales cykelpenge pr. km.
Faktisk cyklede vi af og til rundt, og som den sublime bassist Benny Holleufer
fastslog: ”Det sværeste ved at spille kontrabas er transporten!”.
Århus Jazz Club
Jeg blev formand for Århus Jazz Club i 1950 og var der med til udviklingen af jazzmiljøet i Århus i 3-4 år. Vores hang til show gjorde, at vi fik ret mange jobs og kvartetten blev derfor ret populær i byen. Her skal man huske på, at vi var lærlinge og ugelønnen var på 25 kroner. Et musikjob kunne derimod give 50 kroner pr. mand. Jeg havde selv et godt job som kemigraf, så musiker - nej aldrig lød det altid, ikke mindst fra familien.
Det lykkedes os imidlertid at få mange gode jobs til bl.a. fester, og langsomt
bredte vi repertoiret, så andre populære melodier kom med. Ja, selv en
slagersangerinde blev hyret. Jeg anskaffede mig en saxofon, noget uhørt da
jeg havde svoret, at det var klarinetten der skulle være mig! Vi var nu blevet
kommercielle og fik af og til nogle ordentlige drag over nakken af renfærdige
jazzfans.
I dag hvor man har et uoverskueligt antal medier til rådighed, er det nok svært
for yngre fans at forstå, at vi kunne forlyste os med et halvt tv-program, 2-3 radiokanaler,
grammofonplader og så en biograftur i ny og næ. Intet andet. Restaurationer og foreninger
havde gyldne tider. Mange i dag kan undre sig over, at der var publikum på dansestederne
6-7 aftener. Årsagen var simpelthen, at folk ikke havde meget at sidde hjemme for,
og kildeskatten var heller ikke indført!
Foreningslivet blomstrede, og der var stor efterspørgsel efter orkestre der kunne underholde og spille til bal bagefter. Vi var heldige at komme ind på dette marked, og jeg må indrømme, at det var en spændende tid.
Pludselig stod vi i småbyer, som vi aldrig havde hørt om – helt derude hvor kragerne vender. Forsamlingshuse og kroer med forstemte klaverer, glohede kakkelovne og frosne garderober. Nogle steder var der jævnstrøm med omformer, der larmede bag skovdekorationen. Hvis strømmen til belysningen pludselig blev svag, kunne den lokale formand f.eks. berolige os med, at det blot var malkemaskinen, der var gået i gang – når den var færdig, var strømmen ok igen!
Så kom publikum myldrende ind, og kl. 20 var salen som regel stuvende fuld. Tæppet blev trukket fra, og orkesteret begav sig ud i 2 x 45 minutters underholdning. Vi var så snu at kalde programmet ”Musik for familien” – det var en helgardering. Det vil føre for vidt at genfortælle, hvad vi fremførte, men der blev spillet tidens hits ind imellem shows og gags inspireret af Svend Asmussen kombineret med små skøre sketches, sømandspotpourrier, ragtime, hawaiishow, rock and roll og calypso. Jeg husker, at vores medbragte hatte og kostumer fyldte lige så meget som instrumenterne.
En fisker på scenen
En af gutterne fra orkesteret vil jeg gerne fortælle lidt om. Poul E. Jørgensen var og er stadig en glimrende organist og populær hyggespreder . Poul E. var egentlig hyret til at køre vores turnébil, en hundekold varevogn type VW rugbrød. Desuden skulle han underholde som solist med sin harmonika i pausen. Imidlertid fik han lært at spille kontrabas og trådte derfor ind i orkesteret. Poul E. havde lige præcis det, som publikum ville have. De elskede ham for hans jodlen, sang og charme, der røg lige ud over rampen til publikum. Når vores sangerinde sang ”Fiskerpigens sang”, et stort hit, og Poul E. iført sydvest kom ind på scenen og sang sidste vers, væltede salen.
Mødet med det helt brede publikum lærte os rigtig meget om at klare enhver situation. Efter forestillingen var der bal, og de gode mennesker dansede fra første til sidste dans med gulvet tæt besat. Nogle steder var det obligatorisk med polka og vals ind imellem, men det klarede vi også. Det var, som plakaten lovede: festligt, folkeligt og fornøjeligt.
Dette var det også, da vi engang i en snestorm landede i grøften 4 km. fra Ringkøbing. Alle mand ud at trække bilen op på vejen igen. Vel ankommet til spillestedet i Ringkøbing fik vi at vide, at arrangementet var aflyst, så vi kunne næste dag køre hjem igen med 20 kroner på lommen – alt har sin charme.
Kan dette tilbagesyn forklare, hvorfor vi går rundt og spiller julen ind? Nej, for vi ved jo alle, at musikbranchens veje er uransagelige, men dog sjældent kedelige!
Natrestauranternes indtog
Det skal ikke lyde som et martyrium, at vi i 50 - 60erne spillede 360 aftener på et år. Vi ku’ jo li’ det. Hver større by havde et dansested, f.eks. ”Maritza” Århus, ”Kit-Kat” Horsens, ”Knudsborg” Fredericia, ”Trocadero” Kolding, ”Moulin Rouge Vejle, ”Nørre-Riis” Randers osv. Og med åbent alle aftener lød kontrakterne på 1-2-3- måneder. På alle disse ”rytmiske spillesteder”, vel 50 - 60 stk., bevægede sig konstant en række orkestre af vekslende nationalitet og kvalitet. Stilen var folkelig, og alt blev forsøgt - sågar tyroleraftener, damernes aften osv. Vores udgangspunkt var swingmusik - oprindeligt udsprunget af ærlig jazzinteresse, men det var nemmere at agere som kommerciel musiker og tjene nogle penge end at blive 1. klasses jazzmusiker. Så vi dyrkede den populære musik og swingede først på aften.
Det siger sig selv, at nogle aftener var ”halvdøde”. Fuldt hus hver aften har
jeg kun oplevet et sted. Men sådan en lunken tirsdag aften ved 22-tiden:
3 - 4 soldater på udgang klamrer sig til hver sin øl, nogle handelsrejsende
der drikker kaffe og læser avis og senere søger kontakt med de 7 - 8 faste
piger, der altid kommer, 6 - 7 ubestemmelige gæster, tjenerne rafler i
baggrunden, bartendersken løser kryds og tværs og bagest i lokalet
restauratøren, der ser ud, som om han har fortrudt at ha’ hyret dette orkester i
denne restaurant.
Alle holder øje med indgangen - kommer der nogen? Ellers bliver det en dødssyg aften.
Orkesteret arbejder under pres - er det vores skyld? Det er utænkeligt, at nogle vil danse.
Stemningen er nul. Orkesteret knokler videre, men overvejer med sig selv, hvorfor man
har valgt denne vanvittige branche, at man måske burde holde op. Orkesterets vittige
medlem gentager den faste brok på disse aftener, når publikum svigter: ”Det er fordi der er Stan Kenton i fjernsynet”. Vi får lidt flere mennesker ind ved 23-tiden. Der bliver lidt dans og bægerklang, og så er det alligevel en rimelig aften.
Et af de mest utrolige steder, vi spillede flere gange, var restaurant ”Borggården” Esbjerg. Stampublikummet bestod af fiskere i land i 3 døgn - på havet i 3 uger, samt græsenkerne til dem der var ude i 3 uger! Der opstod mange tvister fisker og fisker og kvinder imellem. I 67 var det alligevel en harmløs tone, der altid afgjorde skærmydslerne. Vi havde med fra Svendborg en meget talentfuld trommeslager på 18 år. Hans mor og far bad mig passe godt på ham. Vi skulle spille på ”Borggården” i Esbjerg i 3 måneder. Han var en meget retlinet, dygtig ung mand. På tribunen havde vi en alarmklokke, men den blev aldrig brugt. Vi havde 3 dørmænd, der havde et godt tag på gæsterne, også i ekstreme situationer. Skulle vi mene at situationen var helt ude af kontrol, kunne vi alarmere dørmændene.
En ganske hyggelig aften trykkede vores unge trommeslager uopfordret på alarmklokken. Nogle af vores trofaste fiskervenner havde sprøjtet øl på hans bækken. ”Indsatsstyrken” kom væltende, som var der sket et mordforsøg. Forseelsen blev opklaret. Jeg måtte forklare de oprevne fiskere, at vores nye janitchar var ganske uerfaren og aldrig mere ville trykke på knappen. Jeg havde lovet hans mor at passe godt på ham. Efter de 3 måneder i Esbjerg erkendte jeg, at det kunne jeg ikke, men konstaterede at han var fuldt integreret. Han blev en fremragende musiker og fulgte med i 4 år.
En personlighed var overtjener Frank. Han havde arbejdet på ”Borggården” i 25 år. Naturligvis havde han de ”bedste borde,” og når vi mødte om aftenen, kunne han med det samme meddele, at alle hans borde var reserverede! Han brugte dagen til at lytte til Blåvand radio. Han kendte de fiskere, som satte kursen mod ”Borggården” og kunne så lytte sig til, hvilke kuttere der kom i havn og simpelthen mødte op. Om de brugte penge - bevar mig vel. Spilletiden var normal 21 - 01, lørdag til 02. Folk gik i byen i dette tidsrum, men tiderne ændrer sig. Man ville vist bekæmpe smugkroer og alskens ulovlighed.
Jeg har virkelig oplevet engang i Haderslev, at tjenerne efter lukketid ringede til den vagthavende politimand, som fragtede os ud til en købmand, der solgte øl om natten. Jo, det var på tide at tillade natbevilling, og dermed blev aften til nat. Skæbnen ville, at vort første natjob løb af stablen på restaurant ”Roxy” i Ålborg. Spilletiden var nu 22 - 04. Det kan lyde banalt i dag, men mange af disse dansesteder var hyggelige, trygge miljøer. På ”Roxy” kørte tingene, som de altid havde gjort. Stampublikum, modne piger der mødte ind ved 22-tiden og i realiteten afgjorde et nyt orkesters skæbne. Var dette ok, var der øl og bifald til musikerne. Var det ikke tilfredsstillende, måtte orkesteret fægte sig frem. Vi blev godkendt.
Når man står på en tribune aften efter aften, har man 1. parket til dansegulv og borde og dermed menneskers adfærd. Man iagttager kærlighed, had, romantik, jalousi, kold beregning, festhumør, slagsmål, forbrødring - livet samlet på en lille plet med drømmebelysning. Man ”læser” sit publikum. Husker deres yndlingsmelodier, veksler fermt i det løbende program. Så har vi dem. Som sagt var det første gang, vi spillede til klokken 05 morgen. Nu havde ”Roxy” nogle store blyindfattede vinduer. Måneden var august. Solen stod op klokken 04 og sendte sine klare stråler ind gennem vinduerne. Her så vi dansene, der bar præg af at have festet hele natten - og det var et syn! Væk var romantikken og magien.
På ”Roxy” havde man en pladespiller med skifter. Jeg ved ikke, hvor mange år man havde brugt disse plader til pausemusik - de lød mystiske, uden mening, ren støj. Vores bassist mente, at denne pausemusik burde have et løft, så uden vi anede noget, monterede han nogle af sine yndlingsplader: Stan Getz, Oscar Peterson osv. på pladespilleren i pausen. Jeg satte grammofonen i gang, og dejlig musik strømmede ud i lokalet. Vi hørte et nummer med Stan Getz. Vantro, panik, dørmænd, servitricer, garderobefolk, chefen, publikum - alt var i oprør, som lå der en tidsindstillet bombe på dansegulvet. En kastede sig over grammofonen og flåede pladen af. Vores bassist erkendte sin gerning og fiken skarp reprimande. De gamle skiver blev fundet frem, den skrattende, udefinerlige støj lød atter på ”Roxy”. Man tog sig en ekstra skarp, og trygheden var genoprettet.
Ind imellem kunne der komme et par ledige måneder. Med udsigt til sådan et par måneder aftalte jeg med den store ungarske agent, der i disse år dominerede danserestaurationsmarkedet med mixede orkester, at jeg skulle indgå i en ungarsk kvartet, der skulle åbne en restauration i Haderslev. Agenten vidste med fuld ret, at restauratørerne ofte var skeptiske overfor hans mixede bands. Reglen, der blev groft overtrådt, var, at hver udenlandsk musiker, der havde job i Danmark, skulle udveksles med danske musiker i udlandet eller med jobbene. Den snu agent ringede og sagde, at jeg skulle mødes med ungarerne et andet sted i byen. Vi skulle så ankomme sammen til restauratøren, se glade ud, se sammenspillede ud, evt. udveksle vittigheder.
Nu er ungarsk ikke min stærke side, så jeg var lidt beklemt ved situationen. Vi mødtes som aftalt, og på vejen oplyste den ene ungarer, at han hed Jens og var fra Esbjerg! Han var blevet hyret dagen før af den ungarske agent. Ham forstod jeg godt. Lidt senere spurgte Jens, hvordan man stemmer en bas. Det forstod jeg ikke. Den ungarske agent havde overbevist Jens om, at han ”kunne stå med bassen” i baggrunden. Han var i virkeligheden harmonikaspiller!
De 2 ungarere var ægte nok. De talte kun ungarsk, så samtalen var lidt anstrengt. Vi blev installeret til den store premiereaften. Pianisten viste sig at være ok. Vi åbnede med ”There’s a small hotel” – soft og smukt med ubeskrivelige bastoner fra Jens. Trommeslageren var en utrolig venlig mand. Hans opstilling havde jeg aldrig set før. Stortrommen var smykket med et smukt skovmaleri oven på et lille bord med alskens lydeffekter. Alle numrene blev virkelig trommet med ”marchstikker”. Jeg fandt efter 2 numre ud af, at han havde spillet til stumfilm i 20’erne i Budapest! Han spillede lidt trompet og var en glimrende chardazviolinist.
Jeg var personligt helt overbevist om, at vi ville være fyret i løbet af 3 dage. Et stort held var, at den henrivende schlager: ”Far, jeg kan ikke få hul på kokosnøden” var et virkelig tophit lanceret på rokkende hæs tenorsax. Den spillede vi, hver gang værten så betænkelig ud. Så var der liv og glade dage. Ind imellem, når der var lidt fart på, lagde Jens sin bas, tog harmonikaen frem og trommeslageren tog sin trompet. Kombinationen piano, trompet, harmonika og tenorsax skal jeg sent glemme. Vi blev der tiden ud. Ungarsk fik jeg aldrig lært
Vi mødes i morgen igen
”Sig til afsked – på gensyn,
men ikke farvel
For vi mødes i morgen igen
Har du moret dig godt på Maritza, min ven
Så fortæl det i land og by
Vi skal skilles en stund – glem kun sorgen
Vi mødes på Maritza i morgen
Sig til afsked – på gensyn, men ikke farvel
For vi mødes i morgen igen”
Disse uforglemmelige ord nåede vi at fremføre ca. 800 gange, inden ”Maritza”
i Frederiksgade lukkede i 1973. Fast godnatsang søndag og mandag kl. 22-02,
tirsdag til torsdag 22-03 og fredag og lørdag 22-04. Igennem 33 år var ”Maritza”
Århus’ førende danse- og ”parringstempel” tæt knyttet sammen med baren
”Den Blå Fugl”, hvor de livlige damer tilbød sig. Annoncerne om ”massage” i
Ekstra Bladet var ikke opfundet på det tidspunkt. På ”Den Blå Fugl” huserede
som ofte en udenlandsk trio (til duo pris). Selve ”Maritza” var indbegrebet af dansk hygge og letsind. Eksotisk ungarsk-østrigsk interiør, sanghæfter med fællessange, liv og glade nætter og fast 5-mands husorkester. Meget fast med ufatteligt lange forløb. Under et ophold i København oplevede jeg på Nørrebro et listigt sted med kulørte lamper kaldet ”Barcelona”. Orkesteret ”Boris-Band” havde på dette tidspunkt spillet der i 25 år, hvad man også kunne høre! Sussie og Leo-syndromet har altid været der. Publikum vænner sig til, at ”sådan skal det være”. Det giver tryghed og dermed hygge. Onde tunger påstod, at som stamgæst eller fastansat på ”Maritza” kunne man konstatere, hvad klokken var ved at lytte til husorkesteret. Ordene i godnatsangen ”Glem kun sorgen, vi mødes på Maritza i morgen” var ikke helt løgn. Der var stamgæster, der tilbragte op til flere nætter hver uge på ”Maritza”.
Hjem til Århus
Jeg husker den faste replik, når Århus borgerne havde været i byen:
”Så var vi på Maritza til sidst og få et par bajere”. Sidst på ugen var der
lange køer ned ad Frederiksgade. Jo, det var en guldgrube. Kildeskatten
var ikke indført. At få jobbet på ”Maritza” var selvsagt en tanke, der aldrig
faldt mig ind – det var utænkeligt. Musikere i faste jobs passede godt på
det, de havde. Sådan er det jo. Men populærmusik ændrer sig jo hele tiden.
Umærkeligt, men sikkert. Passer man ikke på, er repertoiret pludselig f
orældet. Omkring 1970 begyndte nye tider at slå igennem. Dansestederne,
som vi kendte dem, var ved at være i krise. ”Pigtråd” slog igennem. Alligevel
blev jeg overrasket over vores utrættelige agent, da vi under et af vores talrige
Esbjergjobs fik tilbud om 2 måneder på ”Maritza”. Hjem til Århus – det lød godt.
Husorkesteret havde efter 12 års engagement fået dikteret 2 måneders ferie,
hvilket de var ret fornærmede over. Vi skulle betræde tribunen på ”Maritza” - det
var næsten helligbrøde! Vi var selv lidt rystede, men gennemførte de 2 måneder
til alles tilfredshed – undtaget husorkesteret.
Den 5 mand
Når jeg erindrer disse 2 måneder, husker jeg altid på Birger og hvor synd det var for ham. Vores job vekslede ofte mellem 4 og 5 mand. Vi skulle være 5 mand på ”Maritza”, så min fremragende trommeslager, Freddy Caspersen, foreslog Birger som 5 mand. Det var en ung, glad mand fra Fyn, som gerne ville prøve restaurationsbranchen. Han spillede glimrende sax, acceptabel guitar og var også en god sanger. Det er altid god politik at tilføre et husorkester et ungt medlem, jo ældre man selv bliver. Så er der også noget for det uundværlige kvindelige publikum! Birger blev begejstret. Hele 2 måneder i storbyen Århus, midt i lastens hule ”Maritza” – det var lige sagen. Det gik godt. Vi lancerede 2 saxer og andre kombinationer. Birger sang og spillede guitar og var lykkelig.
Man kan med rette spekulere på hvad der foregår inde i hovedet på en musiker, der står på en tribune hver aften året rundt og spiller de samme numre. Nogle bliver mere eller mindre skøre. Du skal jo også være glad og udadvendt hele tiden. Gudskelov var der ikke hårde stoffer fremme dengang, men omvendt var der rigelig tilførsel af øl og spiritus. ”Vi låner lige en halv flaske snaps til kaffen i pausen!” kunne man somme tider høre. Nogle blev alkoholikere, andre blev skilt. Normalt familieliv var umuligt. Musik blev kedsommeligt ind imellem, såfremt man ikke fandt på noget spændende. Ud af de ca. 60 musikere, jeg har arbejdet sammen med, er der såmænd stof til en hel bog om deres mærkværdigheder og talenter. Det lader vi ligge. Alt dette for at fortælle om hvorfor jeg aldrig glemmer tilfældet Birger.
Fælden klapper
I orkesteret befandt sig en af de mest sublime guitarister, jeg har kendt, Svend fra Kolding. Pokerface, piberyger, rutineret – meget rutineret! I den aktuelle situation spillede Svend udelukkende el-bas. Birger anede intet om Svends guitarspil. Kan I se situationen: nye ansigter på tribunen skal helst ”dykkes”. Hierarkiets lov eller tidsfordriv, jeg ved det ikke, men jeg nåede i hvert fald aldrig at opfatte planen, før det var for sent – desværre. Der foregår meget bag ryggen af en, når man står foran. Den uskyldigt udseende pokerface Svend konverserede med den glade, uskyldige Birger: ”Er det ikke svært at spille guitar med alle de strenge, hvad hedder strengene i øvrigt, er det ikke nogle svære greb o.s.v.?”. Birger forklarede glad og beredvilligt om guitarspillets opbygning. Denne leg foregik over flere aftener. Fælden var lagt – Svend ventede bare på hugget. Jeg anede uråd. Så skete det! Svend henvendte sig en aften til Birger: ”Må jeg prøve din guitar?”. Birger: ”Jae, jo…?”. Svend spændte Birgers guitar på og kørte en virituos udgave af ”Tico-Tico” og ”Amorada” i hurtigt tempo. Den glade Birger blev forvandlet den aften. Knust, bristede illusioner. Svend var trods alt en venlig mand og trøstede Birger bagefter: ”Det skal nok komme, bare øv dig…”.
Officielt husorkester!
Efter de 2 måneder på ”Maritza” rejste Birger hjem til Fyn og forsøgte sig ikke senere i restaurationsbranchen med ”de gamle rødder”. Vi andre flyttede til byens førende sted restaurant Århus Hallen - med samme direktion og ejer - med en ny 5 mand, men det er en helt anden historie. Efter 1 års forløb opgav ”Maritza”’s husorkester. De skulle reduceres til 4 mand, hvad de ikke ville. Vi rykkede derfor ind på ”Maritza” som kvartet og husorkester!
(teksten gengivet iefter aftale med Poul Ramsing og i samarbejde med dansk Musiker forbund www. Basunen.dk)
