RAMSING Slægten

- En slægt gennem 1300 år

Slaget ved Hastings år 1066

 

Slaget ved Hastings fandt sted 14. oktober 1066 ved byen Hastings i Sussex i det sydøstlige England og var det afgørende slag i den normanniske erobring af England. Modstanderne i denne konflikt var på den ene side den angelsaksiske konge Harold Godwinson og på den anden hertug Vilhelm af Normandiet. Baggrunden for konflikten skal søges i tronstridighederne efter den tidlige engelske konge Edward Bekenderens død (1042 - 1066). Den barnløse Edward havde i 1050'erne muligvis kommet for skade at love hertug Vilhelm kronen efter hans død, og dette skulle endvidere være blevet bekræftet af Harold Godwinson (kongens jarl) på kongens vegne på en diplomatisk mission i 1064. På sit dødsleje bød kong Edward imidlertid Harold Godwinson kronen, og støttet af flere angelsaksiske stormænd lod han sig krone i 1066. Imidlertid sad han ikke sikkert på tronen, og allerede i september 1066 angreb den norske konge Harald Hårderåde ham. Harold slog ham tilbage i slaget ved Stamford Bridge ikke så langt fra York. Samtidig kom forlydender til Harold om at Vilhelms normannere var gået i land i Sydengland, for at Vilhelm kunne tilbageerobre sit legitime arvegods. Harold ilede da på yderst kort tid tværs gennem England og mødte ved Hasting den normanniske hær.

 

Den normanniske landgang

Harold havde ingen tid at spilde.

Skønt hans hær havde lidt tab i opgøret med

nordmændene, påbegyndte han en ilmarch mod

syd og samlede alt, hvad han kunne, af mandskab

og våben. Først den 14. oktober mødte han de

normanniske hærstyrker. Hertug Vilhelm spildte

heller ikke sin tid. Hans hær havde ikke mødt modstand

ved landgangen; men det betød ikke, at den ikke ville

komme. Den normanniske historiker Vilhelm af Poitiers

beretter, at Vilhelm overtog forsvarsskanserne i

Pervensey og i Hastings. På Bayeux-tapetet vises

en scene, hvor Vilhelms mænd lader en borg opkaste,

og det er sandsynligt, at Vilhelm har ladet de engelske

borge forstærke. På Bayeux-tapetet ser vi desuden en

scene, hvor Vilhelms mænd hærger omegnen for at

samle proviant. Om morgenen den 14. oktober 1066

modtog hertug Vilhelm efterretninger om, at kong

Harolds hær dagen før var nået til Senlac Hill – et

område lige syd for, hvor landsbyen Battle ligger i

dag – hvorefter Vilhelm gav ordre til opbrud.

De mødte da også den engelske hær, der havde taget

opstilling på bakkedraget lige syd for Battle.

 

Hærenes sammensætning og struktur

Den engelske hær var efter 13 dages march endeligt nået frem. Harold havde på vejen forsøgt at skrabe flere mænd sammen. Hans brødre Gyrth og Leofwine havde sluttet sig til ham. Derudover havde Harold skaffet sig en del lejetropper blandt andet fra Danmark. Harolds hær var en angelsaksisk fodfolkshær. Angelsakserne brugte heste, men kun til at transportere sig til og fra slagmarken, og heste var kun til besvær i egentlige kamphandlinger. Harolds elitetropper var de angelsaksiske huskarle. Dette brynjeklædte infanteri bevæbnet med økser var veldisciplineret og erfarent. Hovedparten af Harolds hær har imidlertid bestået af fyrden, der var en militær enhed, som var blev oprettet af den angelsaksiske konge Alfred den Store i 800-tallet. Fyrden bestod af udskrevne bønder, der næppe har været veludstyrede og veltrænede som huskarlene, men har alligevel ydet en værdig modstand. Siden hæren kun bestod af fodfolk, har den været yderst immobil i kampens hede, og Harold valgte at tage opstilling på et højdedrag. Mændene stod tæt samlet og har dannet en vældig skjoldmur. Harold stod midtfor med huskarlene omkring sig og med fyrden på flankerne. Alle mændene fik ordre til at holde positionen og på ingen måde drage ned fra bakkedraget for på det åbne land at møde normannerne. Harolds hærstyrker menes at have været på størrelse med Vilhelms – måske lidt større – men et sted i omegnen af 7000-9000 mand.

Hvad som klart adskilte de to hære var brugen af heste. Normannerne kendte til kunsten at kæmpe fra hesteryg, og det menes, at normannerne medbragte ca. 2000 heste under invasionen. Da normannerne nåede frem til slagmarken, var hæren delt i tre mindre enheder. Centerenheden bestod af normannere under ledelse af hertug Vilhelm selv. Enheden, der beskyttede Vilhelms venstre flanke, bestod af soldater fra Bretagne under ledelse af Vilhelms svigersøn grev Alan Fergant. Den højre flanke bestod af lejetropper fra forskellige egne af Frankrig og Flandern under ledelse af grev Eustace af Boulogne. Vilhelm af Poitiers beretter, at hærens forreste linje bestod af bue- og armbrøstskytter. Anden linje bestod af infanteri og tredje linje bestod af rytterdelinger.

 

Slaget

Selve slagets gang er beskrevet meget detaljeret af Vilhelm af Poitiers. Først begyndte de normanniske bueskytter at affyre deres pile mod englænderne med det resultat, at de fleste af dem fløj over den engelske hær eller satte sig fast i skjoldmuren. Englænderne svarede derefter igen med kastespyd og kastekøller. Herefter lod Vilhelm sit infanteri angribe. Den ugunstige position, hvor det normanniske infanteri var tvunget til at angribe op ad bakke, fik imidlertid konsekvenser. I flere tilfælde måtte infanteriet bakkes op af rytterne. På den venstre flanke var situationen imidlertid så håbløs, at normannerne begyndte at flygte. I den tumult, der fulgte, faldt hertug Vilhelm af sin hest. Han fik imidlertid hurtig erstattet sin hest, men på det tidspunkt var meldingen om, at hertugen var faldet, begyndt at få konsekvenser for den normanniske hær, der straks begyndte at vige. Hertug Vilhelm skulle da efter sigende have kastet sig ind foran sine flygtende mænd, skubbet hjelmen tilbage og bekendtgjort, at han ikke var død, og at normannerne skulle sejre, da der ingen mulighed var for flugt. Om dette er sandt, er svært at sige; men faktum er, at det i praksis er umuligt at vende en flygtende hær på 7000 mand. Larmen fra kamptumlen har været så høj, at en enkelt mands råb ikke har kunnet høres af alle. Normannerne kæmpede i små enheder, og det har i praksis været umuligt for en enkelt at dirigere alle tropper på en gang. Det er blevet foreslået, at hele scenariet med hertugens fald og sammenbruddet på venstre flanke har været en del af en normannisk krigslist for at lokke englændernes soldater til angreb og derved opløse skjoldborgen. Krigslist eller ej, så har det været en drabelig situation. Hvis hertugen skulle falde, ville det være svært at fortsætte kampen. Nok kæmpede normannerne i små grupper, som var mere eller mindre uafhængige af hertugen, men lederens død har altid haft en negativ indvirkning på soldaternes moral. Hertugen har været hærens samlingspunkt, og hans banner har kunnet ses af alle, og skulle han falde, vil usikkerheden brede sig, og dermed er flugten eneste mulighed for overlevelse. Men hertugen var ikke faldet, og han iværksatte et nyt frontalangreb med sine normanniske ryttere. Nogle få steder lykkedes det så nogenlunde at gennembryde den engelske skjoldmur, men kong Harolds centerenheder stod stadigt stærkt. Hen under aften blev Vilhelms bueskytter atter sendt frem. De sigtede denne gang højere, hvilket bevirkede, at pilene faldt ned over englænderne fra oven. Denne regn af pile var næsten umulig at værne sig imod, og englænderne led svære tab. Hermed kunne Vilhelm sætte sit sidste angreb ind. Jarlerne Gyrth og Leofwine var faldet, englænderne havde lidt store tab, og til sidst faldt kong Harold selv, efter at være blevet skudt i øjet med en pil. Kampen havde da varet i ca. 8 timer, og de englændere, der endnu var i live, flygtede. Vilhelm stod tilbage som sejrherre; men også han havde lidt store tab. Efter sejren blev de døde begravet. Kong Harolds lig blev identificeret og gravlagt, som det sømmer sig for en konge. På slagmarken lod hertug Vilhelm senere opføre et kloster.

De normanniske tropper drog videre på deres krigstogt, og juledag 1066 lod Vilhelm Erobreren sig krone som konge af England i Westminster.

  Translate